I terapien får du støtte og vejledning til at skabe en meningsfuld og givende udviklingsproces omkring de temaer, der fylder i dit liv. Vi arbejder med opmærksomhed, nærvær, og den nødvendige ro:)
Terapi er et givende rum til din indre udvikling. Du får ro og mulighed for at blive klogere på dig, fordybe dig i livsprocesser og dine drømme for livet.
Du får hjælp gennem at finde større accept, kærlighed og forståelse.
Du får støtte til at komme ind i en mere bevidsts kontakt med dig selv og din evne til at være i livet.
Du arbejder med dig selv, som det hele menneske du er gennem kontakt med din krop, din psyke og din sjæl.
Du støttes i hvordan du kan bruge dine personlige ressourcer mere bevidst.
Du lærer at lytte til dig selv, så du bliver bedre til at tage dig af dine fysiske, sjælelige og sociale behov – en dyb selvomsorg der er nødvendig for trivsel og gode valg i livet.
Bearbejdning af din historie, fortidige traumer og hændelser indgår som en naturlig del af det terapeutiske forløb, når det er nødvendigt og skaber mening for at du kan være mere fuldt tilstede i dit liv.
Du vil gennem det dybe arbejde få en større accept af dig selv og mulighed for at få større råderum gennem forløsning af følelser og kropslige spændinger.
Terapi er en kombination af kontakt, forståelse og træning af nye færdigheder.
Terapi er en vej, når du har brug for afklaring og støtte i dele af livet, der er vanskelige for dig.
Det kan være eksistentielle kriser, stress, forandringer, sorg, bekymring, angst.
Det kan være problemer, der viser sig i dine relationer, med din partner, familie eller på arbejdet.
Det kan være grundlæggende vanskeligheder ved at være nærværende og finde ro og glæde i livet.
Det kan være diagnoser, der gør at du har brug for støtte til at lære dig selv bedre at kende og skabe en god hverdag.
Du kan være pårørende og særligt bebyrdet med belastninger.
Det er mit ønske at give dig et trygt rum, hvor du kan arbejde i dybden med dig selv og dit liv. Så du gradvist kan håndtere og slippe de negative følelser og fortællinger der afholder dig fra at mærke din livsenergi og kontakten til dig selv.
Når du for alvor begynder at tage dig af dig selv og de udfordringer, der er i dit liv, frisætter du energi til de drømme og muligheder, der er i dit liv.
I praksis arbejder vi med øget opmærksomhed, kropsbevidsthed gennem sansning og registrering af hvad der sker i din krop, få kontakt til følelser, og sprog på hvad der foregår. Komme i helhed.
Det er en måde at vågne, blive mere levende og dermed også få flere valgmuligheder.
Du får klarhed omkring, hvad der kræver aktive forandringer og hvad der kræver accept og hengivelse.
Terapien læner sig teoretisk og metodisk op af kybernetisk og jungiansk psykologi, spirituelt til arbejdet med essen, energi og kraft, kropsligt til de kropsdynamiske skoler og de neuroaffektive teorier.